MØD WOODY

I forbindelse med alt mit arbejde omkring fascier og bindevæv, har jeg i mange år interesseret mig for de traditionelle kinesiske behandlingsmetoder; Gua Sha og Ba Guan. Gua Sha betyder groft oversat at "Skrabe ophobninger væk". Ga Buan er sugekopper, der arbejder med at dekomprimere væv og øge mikrocirkulationen.

 

Jeg er fysioterapeut og kan ikke i mit sprog anvende begreber som energier, Qi og andre kinesiske begreber og forklaringsmodeller, og derfor har jeg prøvet at finde ud af hvad en mulig forklaring kan være på, at det at "skrabe ophobninger væk", har god effekt på muskuloskeletale problemer.

 

Her har jeg igen kigget ind i det løse uregelmæssige bindevæv, der omslutter alt i kroppen og får alle kroppens strukturer til at glide i relation til hinanden. Vi ved fra forskning i bindevæv, at dette væv kan ændre viskøsistet/konsistens - fra klister til olie og tilbage igen. Er viskøsisteten høj, kan strukturer have vanskeligt ved at glide i relation til hinanden. Forskning peger i retning af, at når vi arbejder med Press and Stroke i muskelfiberretningen, kan vi påvirke viskøsiteten, og få strukturerne til at glide bedre.

 

Derudover peger forskning også i retning af, at mikrocirkulationen i området stiger markant, at der iltes bedre og at det virker anti-inflammatorisk.

 

Jeg har gennem de sidste 7 år anvendt forskellige redskaber til Press and Stroke, og nu da jeg har valgt at holde kurser i behandlingsmetoden, har jeg sammen med Chester i Vestermarie (han er træskærer) - lavet mit eget redskab. Jeg ønskede at det skulle være i træ, da det er organisk og aldrig koldt på huden.

 

Så skulle det have en form der både havde bløde kanter, spidse kanter, store flader og spidse hjørner - så der er mange muligheder for behandling. Og da jeg er opvokset på Bornholm og føler mig meget hjemme der, var det helt naturligt, at det blev Bornholm der skabte skabelonen.

 

Jeg bruger det på arvæv, adhærent væv i nakken, tennisalbuer, løberknæ, postoperativt og generelt på områder med nedsat mobilitet og mærkbar høj viskøsitet. Men jeg bruger den også på den helt flade side, på væv der er skadet af stråler, kemo eller bare næsten ikke kan holde ud at blive rørt ved.

 

Alt hvad jeg behandler med Woody, kan jeg også behandle med hænderne, men det er virkelig et dejligt redskab at have i hånden.

 

Jeg bruger altid creme eller olie for at nedsætte friktionen. Jeg har fået udviklet en creme med bivosk hos Käthe Bruun Jensen i Gudhjem - der er helt organisk og frisk i duften. Men man kan bruge lige hvad man bedst kan lide og patienten kan tåle.

 

Jeg vasker den op ligesom et spækbrædt, med varmt vand og sæbe. Man kan også hælde den over med kogende vand.

 

Jeg afholder åben kurser i brugen af Woody sammen med Correction Academy. Derudover holder jeg kurser for fysioterapeuter der arbejder med neurologi, cancer eller ortopæd kirurgi - i brugen af redskabet i relation til deres speciale. Det er rigtig vigtigt at du ved noget om bindevæv først, for at få den fulde forståelse for hvordan du skal anvende den.

Det er IKKE et koncept, men en gennemgang af anatomien, fysiologien og det vi pt. ved om behandling af bindevæv. 

Du kan sagtens deltage på kurset og vælge et andet behandler-redskab. Det vigtigste er at du forstår hvad du gør og hvorfor du gør det. Og så er det vigtigt at du har det redskab der passer godt til dig :-)

Klik på her for at se hvornår der er åbne kurser - eller bestil jeres eget.

Vil du købe Woody?

Pris 125,- d.kr.

Send mig en mail på pernillefys@gmail.com, så sender jeg en til dig.

Pernille Thomsen | CVR: 31221781 | Lerhøj 17, 2880 Bagsværd  | Tlf.: 40503939 | pernillefys@gmail.com