Børn og fysioterapi / Den lidt mere nørdede forklaring..

Den lidt mere nørdede forklaring..

Arbejdet med børn og mental sundhed som fysioterapeut, skal ses i et bio-psyko-socialt perspektiv.
 
Det betyder at når børn ikke trives, vil det både påvirkes barnets fysiologi; - de får hjertebanken, ondt i maven, sover dårligt, ryster og kan have problemer med vejrtrækningen. De får udfordringer psykologisk - de har svært ved at regulere følelser, koncentrere sig, overskue almindelig hverdagsting og tidsstyre. Og de får udfordringer socialt - har vanskeligt ved at indgå i fællesskaber og deltage i sociale aktiviteter.
 
Min opgave som fysioterapeut er, at have fokus på de konsekvenser et overbelastet nervesystem har for den biologiske/fysiologiske del.
 
At have et overbelastet nervesystem handler ikke nødvendigvis om at have stress eller meget travlt. Det kan også være bekymringstanker, præstationspres eller være tændt af følelsen af ensomhed.
 
Når nervesystemet tænder, føles det i kroppen - hjertet banker hurtigere, vejrtrækningen bliver overfladisk, man får ondt i maven, svært ved at sove og ryster måske.
Det er altsammen tegn på, at det der hedder det sympatiske nervesystem er tændt.
 
Det sympatiske nervesystem kaldes også alarmsystemet. Når det sympatiske nervesystem sætter i gang, sker det ofte ved at et område i hjernen - amygdala - tænder det der hedder hypothalamus. Når hypothalamus tænder, frigives adrenalin og noradrenalin, både i synapserne - der hvor nerveender mødes - og gennem binyrerne. Vi mærker denne adrenalin med det samme - og det er i og for sig ikke farligt.. Problemet opstår, hvis vores sympatiske nervesystem er tændt hele tiden - og kortisol også frigive fra binyrene.
 
Når det sympatiske nervesystem er tændt hele tiden, mister vi blodtilførslen til frontal lapperne - det område af hjernen vi bruger til at tænke, planlægge og organisere. Derudover mister vi blodtilførslen til mavetarm systemet - og vi får ondt i maven.
 
På sigt belaster kortisol andre områder i hjernen, blandt andet hippocampus, der er medansvarlig for korttidshukommelse og følelsesmæssig regulering.
 
De børn jeg møder i min praksis, har ofte symptomer på et overbelastet nervesystem. Nogle reagere med at være udadreagerende - slår, råber og stikker af, andre reagere indadvendt, gemmer sig, ryster og vil ikke i skole. Begge dele kan være tegn på et overbelastet nervesystem.
 
Mit arbejde består i, at forklare børn og familier om hvad et overbelastet nervesystem er.
Børn helt ned til 6 år kan sagtens forstå det. Vi prøver sammen at finde ud af hvad det er der starter nervesystemet - er det noget i skolen, er det hjemme, er det krav, præstation, usikkerhed eller andet...
Jeg anbefaler ofte at familierne også taler med en børnepsykolog, for at få styr på de faktorer der belaster og tænder barnets nervesystem.
 
Min behandling kalder jeg Søhestemad - og det er fordi, forsking har påvist at området der hedder hippocampus - der betyder søhest på græsk - fungerer dårligere og måske endda skrumper, når nervesystemet har været tændt over tid.
Derfor er det vigtigt at få søhesten Hippocampus til at vokse igen.
 
Det der kan få hippocampus til at vokse, er bla. fysisk aktivitet.
Når vi laver fysisk aktivitet frigives et stof i hjernen der hedder BDNF - Brain Derived Neurotrophic Factor. Det får cellerne i hippocampus til at vokse.
 
Derudover frigives der neurotransmittere i synapserne mellem nerverne i hjernen; noradrenalin, dopamin, serotonin, endorfin, acethycolin, GABA og glutamata.
Alle disse nerurotransmittere optimere hjernen til at fungere bedre og får os til at føle os godt tilpas,
 
Når jeg arbejder med fysisk aktivitet sammen med børnene, skal det være sjovt. Derfor bruger jeg gerne legetøj; Lego, puslespil, klodsmajor, skak eller andet.
 
Det gør jeg af flere årsager. Mange af de børn der kommer hos mig, har vanskeligt ved at regulerer.
Det vil sige at når vi er igang med en sjov fægtekamp, er det vanskeligt at lægge sværdet væk, fokusere og bygge en Lego figur.
Men netop denne evne til at skifte mellem "frikvarter og time" er noget vi skal øve hjernen i.
 
 
Et eksempel kan være;
Vi har 2 Lego æsker - en til mig og en til barnet. Det kan være Lego city, hvor der er 50 små dele der skal skal samles. Man må sætte en brik af gange og skal så løbe ned og røre væggen i den anden ende af salen. Det bliver til mange ture..
 
De kliniske overvejelser bag dette "Løbe Lego" er;
Barnets puls skal op, så der frigives BDNF og gode neurotransmittere. Hippocampus stimuleres og barnet oplever glæde.
Legen skifter mellem fysisk aktivitet og koncentraion - derved stimuleres områder i hjernen - blandt andet de basala ganglier - til at regulere nervesystemet og impulsstyre.
Dette er særlig gavnlig hos børn med ADHD, hvor dette er særligt vanskeligt - at gå fra aktivitet til koncentration og blive ved at koncentrere sig,
Lego har vist sig at være et rigtig godt redskab, da det kommer i mange variationer og de fleste børn forbinder det med sjov, leg og hygge at lave Lego.
 
 
En anden måde at anvende eksempelvis Lego på er som samarbejdeøvelser. Barnet og jeg bygger en figur sammen. Jeg sætter en brik, løber ned i den anden ende, mens barnet sætter en brik. Når jeg kommer tilbage til barnet, forklare barnet mig hvor vi er nået til i vejledningen og løber så ned i den anden ende. Og sådan fortsætter vi til figuren er bygget.
 
De kliniske overvejelser bag denne samarbejdsøvelse er igen, at barnet skal få pulsen op - men derudover indgå i et smarbejde, kunne slippe figuren for at løbe og holde fokus på hvor langt vi er nået i bygge processen.
 
Efter vi har fået pulsen op - og ned - skal vi arbejde med berøring.
Ved trykmassage, oliemassage, hovedbundsmassage og lignende viser forskning, at der udskilles oxytocin og serotonin.
Hormoner og neurotransmittere der får barnet til at føle sig godt til pas. Derudover falder kortisol niveauet - hvilket er meget hensigtigsmæssigt i forhold til den skadelige påvirkning kortisol har på hippocampus.
 
Afslutningsvis arbejder jeg med vejrtrækningsøvelser - ikke altid let for børnene, men gennem vejrtrækning kan vi stoppe et galoperende nervesystem. 
 
Jeg lærer børnene at trække vejret i firkanter. De skal tegne en firkant med fingeren. Når fingeren går op, skal de trække vejret ind, når den går hen, skal de holde vejret, når den går ned, skal de puste ud og når den går hen igen skal de holde vejret.
Specielt de ængstlige børn er glade for denne lille øvelse.
 
Det allervigtigste under hele behandlingen er, at barnet og jeg har en god relation. Børn vil gerne snakke om hvordan de har det, men nogen gange er det nemmere hvis vi laver noget andet imens - det der også kaldes "det fælles tredje".
Jeg er ikke psykolog eller psykoterapeut - men jeg ved at følelser sætter gang i nervesystemet og nogle gange føles som om de sætter sig fast. Gennem en god relation, grin og nærvær - åbner barnet nogle gange op for de ting der presser sig på, og vi kan lige så stille får ro på systemet igen.
 
Pernille Thomsen | CVR: 31221781 | Lerhøj 17, 2880 Bagsværd  | Tlf.: 40503939 | pernillefys@gmail.com